PARKLIGNENDE OMGIVELSER
KVARTERET:
Perfekt og indflytningsklart endehus i Trekroner, med kort afstand til Roskilde Centrum. Trekroner er et meget familievenligt område med blandt andet flere skoler, institutioner, legepladser og rekreative områder med stisystemer som er perfekte til gå- og løbeture. Endvidere har området eget butikscenter med dagligvarebutikker, apotek, bank, café mm. Her er en alsidighed i boligformer, materialer og aldersgrupper som sikrer et varieret udbud af aktiviteter og fritidstilbud. Boligen ligger 5 minutter fra motorvejsnettet og nær Trekroner station, så du kan være i København på kun 25 min.
EJENDOMMEN:
Boligen er opført i 2005 og beliggende på en 336 kvm. grund med udsigt til grønne arealer. Boligarealet er på 160 kvm. + et stort overdækket areal med terrasse på 32 kvm. Et virkeligt indbydende udemiljø som kombineret med udsigt til træer og grønne arealer, giver en meget privat gårdhave i parklignende omgivelser. Omdrejningspunktet i boligen er det store lyse køkken med lækker og praktisk køkkenø samt alrum med spiseplads og udgang til den overdækkede terrasse samt aflukkede have. Stuen er som køkken/alrummet med loft til kip og ovenlysvinduer, der giver et indbydende og lyst opholdsmiljø i hverdagen. Boligen rummer ydermere tre gode værelser, hvoraf de to af dem er oplagte børneværelser, begge med hems og fælles badeværelse med brus. Det sidste værelse er et regulært forældreafsnit med soveværelse og eget badeværelse med kar, samt udgang til haven. I børneafdelingen findes også mellemgang med god plads til skabe, men også med egen indgang - helt perfekt til teenagere. Til sidst kan nævnes den store carport på 46 kvm. med plads til to biler og med indbygget udhus på 13 kvm på forsiden af boligen.
Boligen er beliggende i "Kildehusene" som består af 17 arkitekttegnede gårdhavehuse i kvalitetsmaterialer, hvor der er lagt vægt på store lyse opholdsrum, med højt til loftet og individuelle ønsker i byggefasen, så de alle er blevet unikke. Til foreningen hører et stort fælleshus, opført i samme stil som boligerne, som kan lånes af beboerne og to dage om ugen bruges til fællesspisninger, som man kan tilmelde sig, hvis man ønsker den del af fællesskabet. Man har desuden fællesområder som passes professionelt, herunder snerydning, græsslåning m.m.
Lækker bolig, på bedste beliggenhed i udstykningen, med dejlig parkudsigt fra boligen og den store overdækkede terrasse.