KLASSISK VILLA TIL MODERNISERING
KVARTERET:
Ejendommen er beliggende i det rolige og familievenlige Vindinge få minutter øst for Roskilde, med let adgang til motorvej og god busforbindelse til Roskilde. Vindinge byder på et hyggeligt landsbymiljø med ca. 2.000 indbyggere, som nyder godt af en populær skole der går til 9. klassetrin, flere daginstitutioner, et aktivt foreningsliv, mange sportsfaciliteter og med det meget naturskønne store rekreative område Hedeland som nabo til byen. Byen er i vækst, med to større udstykninger og har mange tilflyttere, primært børnefamilier, fra både Roskilde og København.
EJENDOMMEN:
Denne villa er opført i 1931 og tilbygget i 1969, så boligarealet er på 140 kvm. på en 637 kvm. grund i hjertet af Vindinge by, tæt på skolen og fritidstilbud. Fra entréen med skabsplads til overtøjet, bydes man indenfor i villaens ene af to stuer, som nemt kan omdannes til værelse. Denne stue benyttes som opholdsstue med udsigt til villaens hyggelige og lukkede have. Den anden stue, er oprindelig to mindre stuer, som fungerer som stor spisestue med mindre kontorhjørne og trappeløb til 1. salen. Fra spisestuen nås ældre køkken med spiseplads og videre adgang til stort bryggers med depotrum og et ældre badeværelse med terrazzogulv og brus. Fra bryggerset er der udgang en overdækket østvendt terrasse og en meget privat have. 1. salen indeholder repos og to gode værelser og til villaen hører en garage på 30 kvm.
Foran huset er stort grønt fællesområde, skolen ligger på den anden side af vejen, hallen og boldbanerne er begge indenfor 300 meter. Det er en meget central men samtidig rolig placering.
Boligen er oplagt til modernisering, så man får en tidssvarende men klassisk villa, efter egen smag.