KVARTERET
Denne villa er beliggende i det naturskønne Ågerup der byder på alt fra skole og daginstitutioner til indkøbsmuligheder, bibliotek og idrætsforeninger. Byen der indeholder alt fra idyllisk landsbymiljø til nye parcelhuskvarterer ligger ca. 10 minutters kørsel nordøst for Roskilde centrum og motorvejsnettet, så København kan nås på ca. 35 minutter. Denne udstykning er med trygge børnevenlige områder og små stier, samt en beliggenhed nær det hele men ud til åbne marker, som gør det til et perfekt sted for børnefamilien.
EJENDOMMEN
Individuelt tegnet villa med klassisk frontspids opført i år 2004, beliggende på en 879 kvm stor grund, med et samlet boligareal på hele 184 kvm. Boligen fremstår yderst rummeligt med masser af lys og med en skøn udsigt over markerne i baghaven. Fra den klinkebelagte entré er der adgang til stort separat bryggers med egen indgang og vaskefaciliteter. Fra entréen er der også adgang til nydeligt og lyst badeværelse med bruseniche, samt et værelse med plankegulv og udsigt til marker. Videre i entreen finder man et elegant trappeløb til 1. sal, inden man når til boligens hjerte: køkken/alrum. Her er lysindfald fra både øst med udsigt over marker og fra vest, hvor der fra spisepladsen er direkte udgang til stor flisebelagt terrasse i forbindelse med haven. I både køkken og alrum er klinken fra entre og bryggers ført med videre, der sammen med de hvidmalede fuldmurede vægge skaber en ro og bekræfter den ensartede kvalitet, der kendetegner boligen. Fra alrummet er der via dobbelte franske døre adgang til opholdsstuen, med klassiske lyse gulvplanker, udsigt over markerne og udgang til en rummelig østvendt terrasse, hvor man sidder på 1. række til naturen. Stuen er i hele husets bredde med lysindfald fra både syd, øst og vest der sikrer masser af lys. 1. salen byder velkommen med et kæmpe repos, der kan omdannes til et værelse, hvis ikke de tre nuværende værelser på etagen er nok. Fra to af værelserne er der en fantastisk udsigt over de åbne vidder, man her får som nabo. Alle værelserne har en god størrelse og er med lyse plankegulve. Endelig findes der også et kæmpe badeværelse med både bruseniche og et hjørnebadekar.
Til boligen hører en muret dobbelt carport på 30 kvm. med tilhørende isoleret udhus/værksted/depotrum på 20 kvm. Haven fremstår enkel og nydelig med flisebelagte gangarealer og store terrasser i både forhaven og baghaven.
Allerede i indkørslen mærker man, at det er en klassisk og æstetisk veludført kvalitetsbolig, hvor der ikke er gået på kompromis med materialevalget, som man nu kan blive ejer af.