KVARTERET:
Centralt beliggende i Lejre i efterspurgt lukket villakvarter, tæt på grønne arealer og med stisystem til skole, sportsfaciliteter, dagligvareindkøb samt Lejre Station med ½ times drift til Roskilde og København. Denne bolig ligger for enden af lukket vej, med gode faciliteter for børnefamilier, engarealer til Lavringe Å og naturen tæt omkring sig. Herfra er ikke langt til golfbane, skov samt det smukke Ledreborg Slot.
EJENDOMMEN:
Villaen er på 147 kvm i ét veldisponeret plan, opført i 1997 af Eurodan på en 576 kvm grund, børnevenligt placeret for enden af blind vej i udstykningen og meget privat i.f.t. naboerne. Via bryggers med vaskefaciliteter, er der adgang til et flot lyst køkken/alrum med lækker kogeø med gasblus fra Ilve, corianbordplade, loftintegreret emfang, god plads i hverdagen og til gæster mens maden laves. Køkkenområdet er opprioriteret til et opholdsrum i boligen af den nuværende ejer, hvilket mærkes. Det er her lektierne laves, familien samles og gæstemiddage nydes. Vinkelstuen ligger i åben forbindelse med alrummet og understreger at dette er omdrejningspunktet i huset. Der er udgang til terrassen og haven fra både køkken og stue. Terrassen er dejlig stor, vendt mod sydvest og med en stor motoriseret markise, der sikrer at selv de knapt så solrige aftener kan nydes til det sidste, ligesom den sikrer skygge på de varme sommerdage. Børneafdelingen består af to værelser delt af et badeværelse holdt i lyse farver og med bruseniche. Der er også et 3. børneværelse eller gæsteværelse, mens der er indrettet mindre arbejdsplads/kontor i husets oprindelige entre. Forældresoveværelset er med tilhørende garderobevæg samt et velholdt badeværelse med bruseniche. Hele ejendommen fremstår pæn og velholdt - klart over gennemsnittet og er udstyret med IHC, har fået lagt lyse parketgulve efter opførelsen, lofterne er hvidmalede, der er kommet filt på væggene og ejendommen er blevet pudset op for ca. 7 år siden, så man i dag har et mere nutidigt udtryk - ude som inde. Til villaen hører en stor indbygget carport på 31 kvm og en indbydende lukket have.
En opdateret bolig i børnevenligt område.