KVARTERET:
Ejendommen er beliggende i kort gåafstand til Roskildes hyggelige havn, domkirken, byens parker og gågaden. Området er lokalt kendt for Maglekildebakken, hvor Maglekilden i århundreder har leveret vand til lokalsamfundet, og derfor har en lang historie, samt Domkirken, der smukt troner over området. Kvarteret, der er kendetegnet ved store flotte ældre villaer, har tidligere tiltrukket byens bedre borgerskab grundet nærheden til både vand, kirke og bymidte. I dag er man i gåafstand til alle relevante faciliteter som skole, gymnasium, institutioner, sports- og fritidstilbud, indkøb og offentlige transportmuligheder.
EJENDOMMEN:
Smuk og klassisk patriciervilla i røde sten, beliggende i roligt kvarter, er opført i 1909 på en 526 kvm grund, med et samlet boligareal på 157 kvm. + 76 kvm. kælder. I stueplan byder huset på en fin entré, med trappeløb til både kælder og 1. sal. I stueplanet er der to stuer en suite, som er åbnet op, så det i dag fremstår som en helhed, der er forbundet med et lyst og rummeligt køkken/alrum med god plads til både gæstemiddage og hverdagen. Overalt er der plankegulve, højt til loftet, store vinduespartier, masser af lys, og i stuen er der mulighed for at forstærke hyggen ved at tænde op i den originale Morsøbrændeovn. Fra entreen kommer man via en utrolig elegant trappe til 1. salen, der grundet mansardtaget, har en ekstraordinær god loftshøjde på ca. 2,5 meter og ingen skråvægge. Her findes tre store værelser på 12-14 kvm; det ene har udgang til altan. På førstesalen finder du også et meget lækkert og rummeligt badeværelse med gulvvarme og bruseplads. I den meget anvendelige og tørre kælder, med ca. 2 meters loftshøjde, findes tre store disponible rum, et tekøkken samt et badeværelse med brus.
Til boligen hører en utrolig hyggelig og vedligeholdelsesnem have med et flot kig til domkirken, indrettet med lækroge og charmerende udemiljø med masser af blomster, frugttræer og plads til både børn og voksne. Haven ligger sydvendt, og med fuld sol fra morgen til aften.
En unik og moderniseret bolig centralt i Roskilde.