KVARTERET:
Villaen er beliggende tæt på Roskilde fjord og i gåafstand til Roskilde Havn samt i cykelafstand til Roskildes centrum og byens hyggelige parker.I udbygget villakvarter på kanten af Himmelev, tæt på rekreative grønne områder, flere daginstitutioner, Klostermarksskolen samt gode offentlige transportmuligheder.
EJENDOMMEN:
Flot pudset villa opført i 1963 som er blevet omfattende moderniseret af sælger gennem de sidste 10 år, så alt fremstår flot, lyst og i god stand. Denne dejlige ejendom rummer et samlet boligareal på 192 kvm + meget anvendelig kælder på 58 kvm. Villaen er beliggende på 752 kvm grund, meget diskret og fint tilbagetrukket fra Haraldsborgvej og har i alt 3 niveauer ud over kælderen. I indgangsniveau findes entré med klinkegulv og garderobeplads samt fordelingsgang til flot, lyst badeværelse med bruseplads og gulvvarme, to børneværelser og et soveværelse - alle med flet-parketgulv. Via nogle trin føres man op til en stor og rummelig opholdsstue med loft til kip, bjælkerne til tagkonstruktionen er blotlagt og med et kæmpe glasparti i hele stuens bredde, som giver et fantastisk lys og kig til den meget hyggelige og private have med masser af små opholdskroge. I boligens nedre plan finder man endnu en stor stue med flet-parketgulv og pejs. Denne stue kunne evt. opdeles til både værelse og spisestue, ved siden af husets store køkken/alrum, nydeligt holdt i moderne landkøkkenstil fra Invita med rustikke klinker med gulvvarme. Fra både køkken og stue er der udgang til en stor sydvestvendt terrasse, som kan overdækkes via to store markiser. Fra køkkenet er der via nogle få trin adgang til husets kælder, som indeholder et lille oprindeligt gæstetoilet som skal færdiggøres, viktualierum, vaskerum, stort fyrrum og et disponibelt rum. Kælderen er udført med lyse klinker på gulvet og der er en god loftshøjde, som gør disse ekstra 58 kvm til et stort plus for anvendeligheden. Haven, der er i den romantiske stil, matcher til fulde denne dejlige ejendom indrettet til dem der værdsætter lys, hygge og god plads. Til ejendommen hører en carport på 35 kvm, placeret foran huset med flot indkørselsparti belagt med chaussésten.
Ejendommen er i dag opvarmet med olie og der kan med fordel indtænkes en ny varmekilde, som kan forbedre boligens driftsudgifter. Der forefindes i dag et ældre fyr, idet sælger har afventet tilslutningsmulighed til fjernvarme, som sammen med energiruder fra 2006 vil give en energimæssig opgradering.
En ejendom som overrasker meget og med en privat oase af en have!